
Carsten Christian Bruun
Hej, min navn er Carsten Christian Bruun og jeg vil gerne præsentere mig selv og uddybe hvad, der er min drivkraft til Bruuns Baghave.
Jeg er opvokset i – og som voksen igen flyttet tilbage til – Hjortekær ved Dyrehaven i Kongens Lyngby. Her bor jeg med min kone, Torild, der som navnet antyder er ægte norsk jente fra Sørlandet i Norge. Vi nyder vores have og har i mange år haft held med især brombær og hindbær. Dog er vi også vant til fra besøg i Norge at tage på bærpluk med svigermor og familien og hvad er herligere end friske blåbær. Eller som råsyltede til friskbagte vafler.

For 15 år siden købte vi et lille torp i det nordlige Skåne og der – langt inde i skoven – trives både blåbær og tyttebær godt (ja, det gør vi også *s*). Så det er blevet til en del syltning gennem tiden. Min salig far elskede at lave gélé af paradisæblerne fra mine forældres have. Min mor er nu leverandør af disse til min gélé, som I får mulighed for at smage senere på sommeren. Så de er også høstet i Hjortekær.
For et par år siden var vi på tur med begge vores næsten voksne unger, Camilla og Jan-Christian, og havde fået hjælp af vores venner Nikita og Eivind til at planlægge turen. Nikita er født på Bali og har familie derude, så de blev mobiliseret og stod for vores transport rundt på den smukke ø. Undervejs besøgte vi en økologisk plantage med kaffebønner, hvor de også dyrkede vanilje. Jeg har altid været betaget af både smag og duft og vi medbragte en del hjem til Danmark.

Da jeg prøvede denne hjemmebragte vanilje i de forskellige marmelader, fik jeg virkelig blod på tanden og det smagte utroligt godt og med en særlig, intens vaniljesmag til at komplementere bærsmagen uden at overdøve denne.
Yderlige kunne jeg så læse mig til at økologiske citroner var gode som konserveringsmiddel i marmeladerne og vi er nu flittige kunder hos Fresh.Land og får deres fantastiske øko-citroner fra Spanien og Portugal.
Således er produkterne nænsomt lavet med tanke på at bruge så lidt sukker som muligt og uden at tilsætte andet end naturlig pektin, sukker og økologisk citronsaft plus naturligvis den ægte vanilje fra Bali.
Mød os hver lørdag fra 24. april 2021 på Sankt Jakobs Plads til ‘Bondens Marked’
(+45) 3140 7822
Særlig tak til:
Davy Denke for din kæmpehjælp med at sætte hjemmesiden op og fotografisk bistand 🙂
Jan-Christian Bruun for det smukke og inspirerende design og praktisk hjælp med klargøring til “bondens marked”